ØRESOUND FESTIVAL LANCERER NY FESTIVAL MODEL

For en uge siden landede regeringens genåbningsplan, som satte nye begrænsninger for afholdelse af større live arrangementer.

ØreSound er i dag stolte af at kunne præsentere en splinterny festivalmodel for 2021, hvor vores gæster stadigvæk vil få en kvalitetsoplevelse med alt det bedste København har at tilbyde af mad og drikke, et stærkt musikprogram med både danske og internationale topnavne. Vi holder samtidig fast i vores bæredygtige ambition om at blive en såkaldt ’net zero CO2’ -festival.

Festivalen bliver introduceret som en særudgave, hvor gæsterne vil blive inddelt i 10 zoner samt et VIP/B2B område, hvor hvert område vil få den ultimative festivaloplevelse med både mad, drikke, toiletfaciliteter og et sceneområde samt et lounge område.

Festivalen løber over 3 dage på Tiøren, hvor hver dag har sit eget musikalske tema med henholdsvis URBAN, EDM og POP musik.

Der vil være krav om at gæsterne skal påvise corona-pas vedindgangen hver dag.
Modellen kan opjusteres til 10.000 gæster, hvis restriktionerne skulle blive lempet.

”Der skal ikke herske nogen tvivl om at vi har måtte grave dybt i den kreative værktøjskasse, men vi er stolte af at det er lykkedes med at kunne præsentere en model, som velsagtens bliver det tætteste man kan komme på en reel festivaloplevelse i 2021, med glæde, samvær og fed musik og så i de bedst mulige rammer”, udtaler Direktør Juri Carlsson og fortsætter.

”Vi føler med de andre festivaler, men som barn af COVID-19 har vi haft en unik mulighed for at være agile og skabe en innovativ model for festivalen i år.”

ØreSound Festival vil i 2022 gå tilbage til den oprindelige festival model med 30.000 gæster.

Der vil være mulighed for at købe 'Endagsbilletter', 'VIP-billetter' og 'Limited partout billetter', som alle kan købes via ticketmaster.dk.