Frivillige strømmer til AiaSound

Skrevet af Kristina Sindberg, 20. april 2023

Den unge festival, der i 2023 afholdes for tredje gang, kan næsten fire måneder før festivalen løber af stablen melde ”alt optaget” på frivilligpladser. Det sker ellers i en tid, hvor festivaler generelt har svært ved at rekruttere frivillige.

Ligesom flere andre festivaler kæmpede AiaSound i fjor med at skaffe det nødvendige antal frivillige, for at festivalen kunne afholdes gnidningsfrit. Først på festivalens første dag var det nødvendige antal frivillige rekrutteret.

I år er sagen dog en helt anden, og her i slutningen af april har festivalen, der finder sted på Tiøren fra den 10.-12. august, rekrutteret de knap 800 frivillige, det kræves for at afvikle AiaSound anno 2023. Det sker godt to måneder efter, at festivalen åbnede for frivilligtilmeldingen i starten af februar, og festivalen oplever en stor og vedholdende interesse for frivilligheden i år.

Community som trækplaster
Forud for den officielle åbning af tilmeldinger til at være frivillig, havde festivalen kontaktet frivillige fra 2022. Blandt dem mærker festivalen stor opbakning, og i en intern undersøgelse på bagkant af sidste års festival tilkendegav 62% af de frivillige, at de ville være frivillige på dette års festival, mens 91% proklamerede, at de ville anbefale andre at være frivillige på festivalen. Allerede 8. marts overhalede festivalen sidste års antal af frivillige.

Ifølge frivilligansvarlig, Alma Carstensen, er der en særlig grund til, hvad AiaSound er lykkedes med at rekruttere så mange frivillige og lokke tidligere frivillig til at tage endnu en tørn:

”Målet er at opbygge et community omkring Aias frivillighed. Særligt for frivilligheden er det jo, at man bliver en del af teamet bag festivalen. Derfor er det også vigtigt for os, at de frivillige føler sig set, hørt og forstået,” fortæller frivilligansvarlig, Alma Carstensen.

For festivalen har det været vigtigt, at man som frivillig kan spejle sig i det, man læser og ser - både på hjemmesiden, sociale medier og i festivalens konkrete opgavebeskrivelser. Derfor har kommunikationen om og til frivillige også været i overensstemmelse med resten af den eksterne kommunikation om AiaSound. Festivalen har fokus på helhedsoplevelsen, fællesskabet, følelserne, minderne og alt det, der hører med til AiaSound, uanset om man er frivillig eller almindelig gæst. Tilmeldingssiden har været simpel, og de frivillige har let kunne navigere i forskellige arbejdsområder.
Derudover fokuserer festivalen på fastholdelse af frivillige i form af løbende kommunikation og info i finurligt sprog samt frivillig-fordele, herunder medlemskab i Aia Volunteer Club.

Som frivillig på AiaSound Festival skal man have en vagt på 10-12 timer enten før, under eller efter festivalen. Det betyder, at de frivillige er sikret minimum to hele festivaldage.

På nuværende tidspunkt er der også fyldt op på ventelisten til at være frivillig. Man kan dog skrive sig op til AiaSounds nyhedsbrev og få information, hvis der dukker flere pladser op.

Åbnet for salg af endagsbilletter

For nyligt har festivalen også åbnet op for salget af endagsbilletter, så det nu er muligt at købe billet til både torsdag, fredag og lørdag.

De frivillige og gæsterne på årets AiaSound Festival kan glæde sig til at opleve navne som Ne-Yo, MORTEN, Metro Boomin, Rasmus Seebach, Gilli, Tessa, Svea m.fl., mens der også vil blive præsenteret en række initiativer og aktiviteter til festivalen.

Læs mere om AiaSound Festival her.