Nyhed: AiaSound præsenterer Melvin Kakooza som konferencier
For andet år i træk, kan vi stolt præsentere hele Danmarks darling som den anden konferencier på AiaSound ‘22. Melvin Kakooza står nemlig klar til at indtage main stage på AiaSound mellem alle koncerterne, og I kan godt glæde jer!
Han er vinderen af DM i standup-comedy i 2017 og betegner sig selv som en entertainer, hvilket er helt og aldeles på sin plads. Melvin er den fødte showmand, der både optræder og underholder på scenen, og som kan få et tandpastasmil frem på hvem som helst - og vigtigst af alt, har han vundet alle danskeres hjerter på sin vej.
Melvin har selv forfattet størstedelen af sine succesfulde programmer, hvor han også besidder værts- og hovedrollerne med sin charmerende persona. Det gælder blandt andet “Helt sort”, “Hesten og Gæsten”, “Melvin i Amerika” og “Smæk for skillingen”. Senest er han aktuel med sit eget talkshow “Melvin Kakooza Show”, og er uden tvivl et af de absolut største navne på den danske underholdningsscene.
Glæd dig til at opleve Melvin Kakooza som konferencier, når han indtager scenen på årets AiaSound!