NE-YO
Den ultimative pop-oplevelse med ikonisk 00’er r’n’b, upbeat fest-bangers og dybtfølte sange, vi alle elsker at skråle med på. Glæd dig til at opleve NE-YO på AiaSound!

NE-YO har solgt 20+ millioner albums verden over. Han har vundet 3 grammy awards og er nomineret intet mindre end 14 gange. Han udgav sin første single “So Sick” i 2005, som med lynets hast landede nr. 1 på listen Billboard Hot 100 og fik firdobbelt platin.
Sidenhen har han skabt et imponerende bagkatalog af hitsingler. Du kan jo selv lige tjekke, om du kan læse de her sangtitler uden at synge dem: ‘Miss Independent’, ‘Let Me Love You’, ‘Because Of You, ‘Time of Our Lives’ og ‘Give Me Everything’... Det tænkte vi nok - og der er mange flere.
Tre af hans albums er derudover kommet på SoundScan’s Top Current Albums chart som nr. 1. Grammyvinderen fra Las Vegas har vist sig både at være talentfuld på en scene og i studiet. Han blev hurtigt kendt som hele musikbranchens go-to hitmager, og har skrevet nogle af tidens absolut største hits som Rihannas “Unfaithful” og “Take a Bow”, Beyoncés breakup-banger “Irreplaceable” i 2006 samt for andre stjerner som Jennifer Hudson, Usher, Carrie Underwood og Celine Dion.
NE-YO har derudover lavet tracks med Mariah Carey og 50 cent - og blandt andet også den feststemte “Play Hard” med David Guetta. Som både sanger, sangskriver, pladeproducer, danser og skuespiller, er der absolut ingen tvivl om, at multitalentet har sat et kæmpe præg på den internationale musik- og underholdningsscene.
Der er lagt op til hits på stribe af ikonisk 00’er r’n’b, upbeat fest-bangers og dybtfølte sange, vi alle elsker at skråle med på. Glæd dig til at opleve NE-YO, når han indtager scenen på AiaSound 2023 med et brag.